top of page

Hvad skal det nytte?

  • christopherroehlan
  • 1. sep. 2017
  • 2 min læsning

“Hvad skal det nytte?” Det er det berømte spørgsmål, som Viggo Hørup stillede under folketingsdebattens andenbehandling af midler til fæstningen omkring København umiddelbart før år 1900.


Det er også titlen på månedens bog, der er skrevet af en tilbagevendende forfatter og historiker på denne reol nemlig Tage Kaarsted. Bogen er en redegørelse, ja, faktisk en afhandling omkring den radikale forsvarspolitik umiddelbart før partiets stiftelse, da Hørup indtog talerstolen, og frem til perioden, hvor Radikale Venstre kommer i regering i 1913.

Man kan blandt andet læse, hvordan man behandlede det militære spørgsmål under udarbejdelsen af det berømte Odenseprogram, der var partiets første principprogram. Her endte man på et kompromis mellem folketingets Venstre og baglandet.


Folketingets Venstre, der senere blev det Radikale Venstre i folketinget med Zahle i spidsen var meget pragmatiske på det militære spørgsmål og med en umiddelbar positiv holdning til militæret, hvor Edvard Brandes var længst til højre. På venstrefløjen af det militære spørgsmål var baglandet med P. Munch og Ove Rode, der ville nedruste militæret og længere ude var der medlemmer, der helt ville afvikle militæret heriblandt særligt jyderne.


En spændende del af forløbet om det militære spørgsmål er omkring 1909, hvor Venstre statsministeren I. C. Christensen fik vedtaget en forsvarslov. Umiddelbart herefter kom radikale i regering og skulle iværksætte og administrere lovene. Her sagde Edvard Brandes som finansminister de berømte ord: ”Lov er lov, og lov skal holdes.”


Bogen indeholder sågar en konklusion om den radikale forsvarspolitik ved stiftelsen og den første tid op til regering. Her søger Tage Kaarsted at svare på, hvorvidt vi kommer igennem med vores politik. Det svarer han på med Munchs egne ord i det han konstaterer: Vi fik ikke hindret udvidelsen af militæret, men det blev langt mindre vidtgående end den ville være blevet, hvis modstanden ikke var sat ind med så stor styrke.


Et argument og en fortælling, der er karakteristiske for den radikale pragmatiske tilgang til det at sidde i folketinget og bære ansvar i regering.


Bogen er let læst med sine 91 sider og jeg fandt den på Københavns bibliotek. Et vigtigt værk i forståelsen af dannelsen af vores parti og vores historiske arv på det militære område.

Seneste blogindlæg

Se alle

コメント


©2025 Christopher Røhl

bottom of page