top of page

De forreste - Danmarks politiske lederskab

  • christopherroehlan
  • 1. jul. 2016
  • 3 min læsning

For syv år siden udgav People's Press bogen ”De forreste – Danmarks Politiske lederskab”, der er skrevet af Troels Mylenberg.

En portrætserie om alle de politiske ledere for de forskellige partier tilbage i 2009. Seks af de otte politiske ledere er i dag skiftet ud. Heriblandt vores egen, Margrethe Vestager.

Det gør imidlertid ikke bogen mindre relevant eller spændende – Tværtimod.


Det er ikke længe siden, at BT udgav en artikel, der fortalte, at Radikales politiske leder Morten Østergaard, havde mødt sin overkvinde, når det kom til at tegne billedet af vores radikale bevægelse. Ida Auken stod klarest blandt vælgerne som lederen af De Radikale og i artiklen kunne man forstå, at Morten Østergaard mest af alt bliver genkendt, som naboens artige dreng.


En lignende historie hører vi om Margrethe Vestager i denne måneds bog.

Hun havde kun to år tidligere overtaget formandsstolen fra Marianne Jelved og igennem de to år været igennem en meget turbulent tid. Simon Emil Ammitzbøll havde forladt partiet og hun var kommet i modvind internt i partiet af flere omgange.


Modsat Vestager gik det meget bedre for de andre politiske ledere på daværende tidspunkt. Villy Søvndal bliver beskrevet som den eneste politiske superstjerne og det forudses, at han vil gøre Helle Thorning til statsminister. Hvilket han jo på sin vis også gjorde.


Pia Kjærsgaard er også en af de otte hovedpersoner i bogen. Hun beskrives, som Danmarks mest magtfulde person næstefter statsministeren. På den måde er der ikke sket så meget siden dengang, udover hun ikke er formand for Dansk Folkeparti, men i stedet for hele folketinget.


En politisk leder, der derimod er forsvundet siden dengang, er Lene Espersen. I bogen redegør hun ellers ganske fint for, hvad konservatismen er for hende. Meget er sket for hende og de konservative siden da.


Et sted, hvor der ikke er sket meget, i hvert fald ikke når det kommer til formandsposten, er hos Liberal Alliance. Til gengæld har vælgeropbakningen ændret sig. Bogen konstaterer ganske korrekt: ”Der er da rygrad i at stå med omkring 0.5 % af vælgerne i ryggen og konstatere, at de andre ingen rygrad har.” Den rygrad har de siden fået sat lidt ekstra procenter bag.


En anden ideologisk forkæmper, der skildres i bogen, er Johanne Schmidt-Nielsen, der for nylig har givet den politiske ordførerpost videre til Pernille Skipper. Tilbage i 2009 var Johanne bare 25 år, hun har været aktiv i politik, siden hun var 12 år, og drømmer om at blive udlændingeadvokat, når hun stopper i folketinget. Det bliver spændende at se, om det ønske nu går i opfyldelse.


Endelig giver bogen et portræt af de to statsministerkandidater.

Helle Thorning portrætteres som pigen fra Ishøj, der er klar til at tage kampen op. Det fik hun muligheden for, og karrieren, der berettes om i bogen, fortsætter endnu for hende. Hendes ambitioner for Danmark har hun imidlertid givet videre siden da.

Den anden og daværende, såvel som den nuværende, statsminister er Lars Løkke. Ligesom de andre politiske ledere har taget bogens forfatter, Troels Mylenberg, med ud i deres virkelighed, har Lars Løkke brugt muligheden til at sætte scenen på Færøerne, hvor hans kone kommer fra.

I bogen konstaterer Troels Mylenberg, at Lars Løkke udmærket er klar over, at hans succes som statsminister vil blive målt på resultatet af valget i 2011. Men som vi alle ved, lader han ikke til at være typen, der vil måles på. Han vil bare gerne stå i spidsen for Danmark.


Bogen giver med sine 177 letlæselige sider et fint overblik over situationen i dansk politik tilbage i 2009. Den viser, hvilke forskellige ledertyper vi har og hvad deres ambitioner har været.

Særligt historien med Vestager er interessant at følge og på den måde fungerer bogen fint som en 1'er til bog nummer 2 her på reolen ”Hvid Røg, Sort Tårn”, der følger hendes udvikling fra 2009 til 2013. En tid, hvor hun for alvor gør indtryk som radikal leder. Spørgsmålet er, hvilken historie vi snart vil se for vores nuværende front figur, Morten Østergaard. Visionerne og ambitionerne har han og vi venter spændt på og arbejder hårdt for, at de når ud over rampen.


Seneste blogindlæg

Se alle
Hvad skal det nytte?

“Hvad skal det nytte?” Det er det berømte spørgsmål, som Viggo Hørup stillede under folketingsdebattens andenbehandling af midler til...

 
 
 

Comments


©2025 Christopher Røhl

bottom of page