Jelved

De radikale ledere har tradition for at sende partiet igennem en bølgegang i meningsmålingerne. Vi har været forbi Margrethe Vestager af flere omgange, dels da bølgen var nedadgående (Bog #6), dels da den var opadgående (Bog #2).

I denne måneds bog skal vi forbi hendes forgænger, der frem til udgivelsen af bogen, både havde haft optur og nedtur og så optur igen. Månedens bog er ”Jelved” af Erik Holstein.

Bogen giver et personligt såvel som et politisk indtryk af Marianne Jelved.

Hun er født og opvokset i det nordsjællandske med en borgerlig far og en hjemmegående mor. I folkeskolen var hun en værre rod, og hun tog heller ikke den lige vej igennem uddannelsessystemet, da hun ville prøve kræfter på polyteknisk uddannelse i en ung alder.

Det lykkedes hende imidlertid aldrig at komme igennem det første år og hun måtte derfor gå nye veje. Vejen er nok for de fleste af os bekendt: Hun blev folkeskolelærer.

En sag, der altid har lagt hende nært i sin politiske arbejde, men hun har også haft 'hands-on' med diverse projekter, der hvor hun var folkeskolelærer. Faktisk betød det så meget for hende, at hun selv efter at være blevet valgt til både kommunalbestyrelse og folketinget stadig underviste på skolen.

Det politiske begyndte imidlertid at fylde mere og mere, først som lærerrepræsentant på skolen, så i kommunen og endelig som formand for dansklærerforeningen.

Hun kunne ikke se sig selv som socialdemokrat ”pga. sin liberale grundholdning og den personlige frihed”. Venstre var heller ikke hende, for der handler det kun om hvad du kan få. I lyset af efterårets helhedsplan, kan man vidst kun give hende ret. Som hun siger: ”For mig er fællesskabet det sted, hvor man bliver menneske”.

Bogen giver, udover et billede af Marianne Jelveds tur fra fødsel til folketing og formand for Radikale, også et billede af den radikale udvikling gennem tiden. Efter Baunsgaards storhedstid som radikal statsminister i slut 60'erne gik det ned af bakke. Frem til 1977 havde vi tabt 7 mandater til hvert valg. Til det er Kresten Helveg Petersen citeret for at sige: ”Hvis det fortsætter, kommer vi næste gang til at skylde et mandat”. Det samme kan man vidst sige om vores udvikling i dag.

Marianne kommer i Folketinget i 1987. Hun bliver hurtigt kendt for at gå sine egne veje, og er ikke ubetinget populær i gruppen. Det er også kun ved et held, at hun i valget omkring 1990 får skiftet valgkreds til nordjylland og bliver genvalgt. Hun bliver imidlertid partiformand, da Tamilsagen vælter regeringen. Hun tilbydes statsministerposten og Niels Helveg udenrigsministerposten. De takker som bekendt nej, og i stedet få vi SR-regeringen. I et et tæt samarbejde med Lykketoft og Nyrup starter en række arbejdsmarkedsreformer, der er et godt eksempel på, hvordan Radikale og Socialdemokraterne kan have et lykkeligt ægteskab. Selvfølgelig med sine gnidninger, forstås.

I 1998 går det imidlertid galt. Radikale når ned under 4 % og Helveg er klar til at afsætte Marianne, hvilket han lader medierne vide. Det skaber en mindre skandale, men Marianne holder hovedet koldt og får partiet i fremgang først i 2001 og endelig i 2005, hvor vi får 17 mandater. Vi har slået os op på de radikale værdier. Den kreative klasse. Den liberale økonomi. Og indflydelsen? Det får vi desværre intet af.

En tid og et forløb, vi nok kan lære meget af. Balancen mellem indflydelse og værdier er svær. Det er bogen her et eksempel på. Spørgsmålet er imidlertid: Hvor meget og hvilken indflydelse får vi, hvis ikke vi slår os op på vores værdier?

Bogen er let læst på 252 sider og kan findes diverse steder. Kontakt evt. undertegnede for udlån af mit eksemplar.